Premiere på Kia cee´d

Den helt nye KIA cee’d har verdenspremiere i forbindelse med 82. udgave af Salon International de l’Auto i Geneve. Der er tale om en yderst vigtig bil i Kias segment, da den oprindelige model var stærkt medvirkende til at ændre opfattelsen af mærkets kvalitet og designmæssige kunnen.

Thomas Oh, som er Senior Executive Vice President og COO hos KIA Motors Corporation, udtalte i forbindelse med premieren; “Den første cee’d var en stor milepæl for KIA i Europa, som for første gang gjorde os i stand til at konkurrere i det stærkt besatte C-segment.  Anden generation af modellen er igen en banebrydende bil med styrket design og kvalitet samt optimerede motorer.  Vores engagement i rene motorteknologier er også repræsenteret ved elbilen KIA Ray.  Og endelig viser KIA sin sjove side med konceptbilen Track’ster – en high performance-variant af Soul, som er koncernens meget succesfulde SUV i B-segmentet”.

Den nye cee’d hatchback er designet, konstrueret og produceret i Europa, og den er mere avanceret, effektiv og raffineret og tilbyder endnu større køreglæde en forgængeren.  Den nye cee’d kommer til at fortsætte den originale models succes og yderligere cementere KIAs position som et af de førende bilmærker i Europa.

Med sin længde på 4,3 m er den længere, lavere og mere elegant end den originale model, og den nye cee’d har en strømlinet silhuet, der er udformet efter omfattende tests i KIAs topmoderne vindtunnel.  Kabinematerialer i bedre kvalitet og mere hightech-udstyr sikrer, at kabinen i den nye cee’d matcher bilens premiumeksteriør, og alt sammen kan måle sig med de bedste konkurrenter i klassen.

Under udviklingen af den nye cee’d har KIAs ingeniører haft stor fokus på at sænke brændstofforbruget og emissionerne, uden at det måtte gå ud over motorens respons eller kraftudfoldelse.  I de fleste vesteuropæiske lande vil den nye cee’d kunne fås med to benzinmotorer (1.4 MPI og 1.6 GDI) og to dieselmotorer (1.4 WGT og 1.6 VGT) med ydelser fra 90-135 hk.

De opdaterede motorer giver en forbedring af brændstofforbruget på 4 % på tværs af modellerne, og dieselversionen med 128 hk og KIAs EcoDynamics brændstofbesparende teknologier opnår et brændstofforbrug på 27,0 km/l og CO2-emissioner på kun 97 g/km.

Højdepunktet blandt benzinmotorerne er en 1,6-liters Gamma GDI-motor med den nyeste teknologi inden for direkte benzinindsprøjtning, som optimerer ydelsen (135 hk) og drejningsmomentet (165 Nm).  1.6 GDI-motoren kombineres med en helt ny dobbeltkoblingsgearkasse (DCT), som giver harmoniske gearskift og sikrer maksimal kørekomfort. Samtidig reduceres brændstofforbruget og CO2-emissionerne i forhold til en konventionel automatisk gearkasse.

Posted Under