Historien om Ferrari

Det italienske bilmærke, Ferrari, er kendt for deres fuldblods racerbiler og dominans i Formel 1. Ferrari blev grundlagt i 1929 af Enzo Ferrari og har leveret en perlerække af supersportsvogne gennem tiderne. Vi nævner i flæng F40, F50, Ferrari Enzo, Testarossa og 360. Alle biler som i plakatform har prydet mange drengeværelser og direktørkontorer. Enzo Ferrari (1898-1988) var italiensk ingeniør og bilkonstruktør.

Han begyndte som racerkører hos Alfa Romeo i 1920 og grundlagde Ferrari-selskabet i 1929, hvor han fra 1940 byggede sine egne vogne. Den første racermodel blev færdig 1946. Ferrari har ud over de kommercielle sportsvogne udviklet Formel 1 racere og har vundet det officielle verdensmesterskab flere gange.

Logoet er den stejlende hingst og farven på bilerne er oftest rød – ja, man taler endog om en særlig ferrarirød farve. Øvrige anvendte farver er gul, grå, sort og den meget sjældne hvide ferrari. Motorerne er et kapitel for sig og gennem en årrække har man anvendt erfaringerne til at høste hæder i motorsportens fornemste række, Formel 1, som omtrent var synonym med Ferrari i en periode.

Ferrari er naturligvis ikke for alle, og alene prisen afskrækker de fleste med normale indtægter. For entusiaster er der dog altid en vej og hvis man kan “nøjes” med en brugt model med 10-15 år på bagen, er den såmænd ikke meget dyrere end en nutidig luksusbil.

Også værkstedsregningerne kan virke uoverkommelige, særligt fordi Ferrari trods deres drivers appeal, har været kendt for ikke at være synderligt driftssikre. Så har man planer om at udleve drengedrømmen uden at skulle sælge hus og pensionsopsparingen, er det bedst på forhånd at kontakte en af de få dygtige mekanikere/værksteder som rent faktisk kan skrue på bilen og vedligholde den. I 2009 indførte Ferrari dog en garantiordning for alle biler fremstillet efter 1947.

Den nuværende produktionslinje består blandt andet af F12 Berlinetta, der accellerer fra 0-200 km/t på bare 8,5 sekunder og Ferrari458 Italia, der accellerer fra 0-100 km/t på bare 3,4 sekunder. Der findes også Hard-Top udgaven Ferrari California T og limited edition bilen La Ferrari, der har en tophastighed på over 350 km/t.