|
BMW X6 35i - test |
28.03.2009 |
| ------------------------------------------------------------------------------------ |
|
Lad os for en stund glemme alt om
finanskrise og global opvarmning. Den slags tanker har man slet
ikke behov for når man kører i en X6 med over 300 benzinheste
forude. Det er på mange måder en bil, der slet ikke er noget behov
for; det er en krydsning mellem en sportscoupe og en
firehjulstrækker. Det betyder blandt andet, at bilen er enorm, men
alligevel ikke har plads til mere end højst fire voksne i kabinen.
Det betyder også at den drikker benzin
med samme fart, som Sue Ellen fra Dallas drak sjusser på Southfork
Ranch. Vægten og størrelsen gør at motoren må give op over for
potente GTI-biler til en fjerdedel af prisen.
Hvad skal man overhovedet med sådan en
bil? Det spørgsmål stillede vi os selv, ved udsigten til en uges
test - og fik svaret til overflod. |
|

En tur på stranden klæder bilen. |
|
Virkeligheden
overgår papiret
Vi havde forberedt os til mødet og gransket brochurer og hjemmesider
for information om BMWs nye Sports Activity Coupe. Den så da meget
fed ud, men alligevel var det ikke et design som vi faldt pladask for.
Ikke før vi stod ansigt til ansigt med uhyret. Hos BMW-forhandleren
hvor bilen blev hentet var smilet vist også en anelse bredere end
normalt. De vidste godt at bilen vi skulle teste er noget ganske
særligt.
Bilen er stor - særligt når man stor ved siden
af den. Linjerne er både blødere og skarpere end på papiret. Der er
noget elegant og samtidigt umådeligt råt over bilen. Bilen har en
attitude der er så langt fra jantelov som noget kan være. Den er
politisk ukorrekt, måske endda mere end BMWs egen M6, som trods alt
er en rendyrket racer. Det er X6 ikke. Den er stor, brovten, anmasende
og alligevel kan man bare ikke lade være med at synes om.
|
|

Eller måske en tur i skoven er mere
passende? |
|
X-drive
Vi stiger ind - eller rettere op - i bilen. Naturligvis er modellen
udstyret med Key-less entry, så det er bare at tage i håndtaget, så
er døren åben. Når der er trykket på startknappen og gearvælgeren
sat i drive er det bare at træde på speederen og styre med det
lækre læderrat. Bilen kører stort set af sig selv og er meget let
kørt, men man skal huske på bilen størrelse, når man parkerer
eller kører i snævre gader. Nok er overblikket bedre i den høje
bil, men de fysiske love er ikke sat ud af spillet.
I hvert fald ikke før man kører ud på de åbne landevejen og
sætter gearvælgeren i sport-mode. Så træder den intelligente
undervogn i kraft og forvandler kæmpen til en regulær sportsvogn.
Systemet kan fordelen kraften ikke bare mellem for- og baghjul mellem
også til hvert enkelt hjul. Og det virker i praksis. Det er skrevet
før, at store biler kan køre som små, men aldrig har vi oplevet det
i samme grad som i X6´eren. Den klarer sving og kurver med den
største selvfølgelighed og giver føreren en oplevelsen af både
fart og tryghed.
Det er imponerende.
|
|

Vi havde den også en tur forbi
havnen. |
|
Udstyr i lange baner
BMW er notorisk fedtede med standardudstyret. Den testede model var
proppet til randen med ekstraudstyr til en pris på mere end velvoksen
stationcar fra Ford eller VW. Her var
parkeringssensor, soltag, dvd, regnsensor, lædersæder, el-ruder,
køling i sæder og meget meget mere. Noget af det vi satte mest pris
på var head-up-display, som vi har testkørt ved flere lejligheder.
Systemet projicerer vigtige køredata (hastighed og navigation) op på
forruden foran føreren, som derved kan holde øjnene på vejene hele
tiden. Det virker fantastisk godt.
At kabinen er et rart sted at være, oplevede vi på en tur over
Storebælt midt i testugen. Det indbyggede navigationssystem havde
advaret om tæt trafik og kø-dannelser, men alligevel blev det til
700 km og mere end 9 timer i bilen med blot et enkelt stop undervejs.
I andre biler ville man nok have fået
siddesår og stress, men det gik forbavsende godt. Også selvom intet
menneske er bygget til at sidde stille så længe ad gangen. Bagsædet
er kun til to; det er delt af en midterkonsol, men to voksne sidder
udmærket deromme. I hvert fald så længe personerne foran ikke tager
sædet alt for langt tilbage. Og i øvrigt husker at bukke sig, når
man stiger ind i bilen. Det er prisen for det sporty design og den
skrånende taghældning.
|
|

En af de bedste førerpladser i hele
kongeriget. Basta! |
|
Verdens bedste motor
Umiddelbart er det vanskeligt at forestille sig, at en 3-liters
rækkesekser kan klare jobbet til UG i så stor en bil. Før i tiden
var den motorstørrelsen ensbetydende med 200-240 hestekræfter og et
drejningsmoment på 275-350 NM.
Men for det første er udviklingen gået i
retningen af flere heste tryllet frem af de samme kubik og for det
andet er BMWs ingeniørafdeling mestre udi turboteknik. I de seneste
par år forfinet i dieselmotorerne, men nu også på benzinsiden. Og
her er ikke bare en stor turbo, men to, som spiller sammen på fineste
vis over hver sin del af omdrejningsskalaen. Det betyder at effekten
er på hele 306 hestekræfter og momentet er 400 nm fra blot 1.300
o/min! Det er kun lidt mere end tomgang og det betyder at bilen hele
tiden har masser af kraft i reserve.
Skal det være vildere er der en V8 med 407
hestekræfter eller en diesel med endnu mere moment. Men der er altså
ikke nødvendigt. Der er masser af overskud, selvom bilen alene vejer
over 2 tons.
|
|

Den sportslige firehjulstrækker kommer
frem over alt. |
|
Hvad er
overhovedet meningen?
Vi erkender blankt, at den globale
opvarmning, finanskrise og alt muligt andet ikke ligefrem indbyder til
at lave biler som X6. Den er stor, forslugen og i bund og grund bare
alt for meget af det gode. Hvem har behov for en firehjulstrækker der
kan køre så hurtigt og godt som en sportsvogn? Hvem har behov for en
½ million kroner ekstraudstyr? Hvem har behov for intelligente
undervogne og elektronik der kræver computerkraft som en mindre
servercentral?
Ikke ret mange, er det helt ærlige svar.
Men vi var vilde med den bil, der gjorde
det til en leg at teste bil denne uge. Ind med kontrasterne, så vi
ikke ender med identiske minibiler i kedeligt design.
Denne anmelder elskede at parkere den
politisk ukorrekte benzinsluger i min carport. Ikke fordi den kørte
kort på literen, men fordi den gjorde hver kilometer både sjovere og
sikrere. BMW X6 er en fantastisk bil og ualmindeligt
intelligent. Ganske vist er den lidt dyrere end X5 og klart mindre
praktisk og rummelig, men meget smukkere og mere velkørende.
Der findes et enkelt ord, der ikke blot
beskriver BMW X6 35i, men også retfærdiggør dens eksistens:
køreglæde. Og den slags kan ikke gøres op i penge.
Vi tog ekstra mange billeder af bilen i samarbejde med en ekstern
fotograf. Klik på de enkelte billeder i nedenstående galleri for at
se dem i høj opløsning.
|
|
|
| Tal
og teknik |
|
Model |
BMW X6 35i |
| Årgang |
2008 |
|
Pris |
1.205.000
kroner ekskl. levering og metallak. |
|
Motortype |
6 cylindre,
række |
|
Brændstof |
Benzin,
biturbo |
|
Træk |
Intelligent
firehjjulstræk (X-drive) |
|
Slagvolumen |
2.979 ccm |
|
Ydelse |
306 hk ved
5.800 o/min |
|
Moment |
400 nm ved
1.300 o/min |
|
Gearkasse |
6 trin
automatisk |
|
Topfart |
240
km/t |
|
0-100 km/t |
6,7 sekunder |
|
Forbrug
opgivet |
9,2 km/l
(blandet kørsel) |
|
Forbrug målt |
9,0 km/l |
|
Bagagerum |
570 liter |
|
Køreklar
vægt |
2.025 kg |
|
Total vægt |
2.720 kg |
|
L/B/H |
486 cm /199
cm/170 cm |
|
Testperiode |
Oktober 2008 |
|
Testvarighed |
7 dage |
|
Testlængde |
1.200 km |
|
Testvejr |
Overskyet,
regn, sol, 5-15 grader |
|
Testområde |
Danmark,
landevej, by, motorvej |
|
Standardudstyr |
Elruder,
bizone klima, ratbetjent radio med CD, varme i sæder, centrallås.
Testbilen var udstyret med bl.a. lædersæder, navigation, keyless
entry, head-up-display, dvd-anlæg og meget mere. |
|
Konkurrenter |
Porsche
Cayenne, Range Rover, Toyota Landcruiser |
|
Garanti |
2 år -
ubegrænset km.
12 års garanti mod rustgennemtæring.
3 års lakgaranti. |
|
Vurdering |
* * * *
* |
|
|
|
|