BMW er danskernes foretrukne bilmærke

Ifølge FDM’s årlige AutoIndex-undersøgelse er meldingen fra de danske bilejere klar: BMW er Danmarks bedste bilmærke. Bag resultatet ligger en målrettet indsats fra BMW i egne rækker. Også når det gælder miljøet.

Samtidig foretager BMW et kvantespring fra en 15. til en 3. plads over danskernes vurdering af BMW’s værksteder ifølge FDM Motors årlige AutoIndex-undersøgelse. I undersøgelsen spørges bl.a. til værkstedets fleksibilitet i forbindelse med garanti, om alt er repareret som aftalt samt generel service.

Og hele oplevelsen hos BMW forhandleren er løftet hvad angår forhandlerens generelle kundehåndtering, engagement, venlighed og kendskab til produktet, hvor man springer frem fra en 11. plads sidste år til en flot 2. plads.

”Vi tog meldingen fra vores kunder sidste år meget alvorligt. Hos et bilmærke som BMW skal kunderne føle en exceptionel oplevelse hele vejen rundt. Ikke kun ved produktet. Vi har derfor iværksat en lang række tiltag, som kunderne altså har oplevet som en mærkbar forandring,” siger Eftermarkedschef hos BMW Danmark, Jack Ruus

Loyalitet er det sidste målepunkt, der samlet set har givet BMW en førsteplads. Her vurderes BMW som nummer ét i fire ud af de seneste fem år.

Samtidig er BMW kåret som verdens mest bæredygtige bilmærke syv år i træk.

“Hos BMW skal alt hænge sammen. Og for 7. år i træk er BMW kåret som det mest bæredygtige bilmærke af Dow Jones Sustainability Index. Det er verdens mest betydningsfulde aktieindeks for virksomheder med fokus på bæredygtig produktion. Det betyder, at selv om BMW opfattes som et sporty bilmærke, er der ualmindelig meget fokus på hele forretningens indvirkning på miljøet.  Også i Danmark er vi i gang med at miljøcertificere alle vores autoriserede forhandlere. For selv om ordet miljøvenlig er ved at være lidt slidt, er det vigtigt. Vi er naturligvis meget stolte af danskernes bedømmelse af BMW lige nu. For at kunne fastholde pladsen i fremtiden tror vi på, der skal være fokus på helheden,” siger Jack Ruus.

ISO-miljøcertificeringen hos de autoriserede danske BMW bilforhandlere er allerede i fuld gang og forventes gennemført senest i 2013.

BMW Group er en af verdens mest succesfulde bil- og motorcykelproducenter med mærkerne BMW, MINI, Husqvarna Motorcycles og Rolls-Royce. BMW Group har 25 produktionsanlæg i 14 lande og et globalt forhandlernetværk med repræsentation i over 140 lande. I regnskabsåret 2011 solgte BMW Group 1,67 millioner biler og mere end 113.000 motorcykler på verdensplan. Overskuddet før skat var 7,38 mia. euro med en samlet indtægt på kanp 69 milliarder euro. Koncernen havde per 31. december 2011 en global arbejdsstyrke på ca. 100.000 medarbejdere.